DOF-KBH tur: Kongelund den 15. januar 2012
Omkring 25 fugleinteresserede mødte op ved parkeringspladsen i Kongelunden kl 9 på en klar og kold januar morgen for en tur ledt af Stefan Stürup og David Collinge. David startede med at tjekke om natuglen sad på sin plads 50 m fra parkeringspladsen. Det var den, men den nåede at forsvinde sporløst før resten af selskabet nåede frem. Samme historie som sidste år! Samlet forsatte vi ad Collins Allé og ind til en lysning hvor en spurveugle har været observeret flere gange i løbet af vinteren. Vi fandt dog heller ikke den ugle - øv. Lysningen bød dog på en mængde mejsefugle i form af blåmejse, musvit og sortmejse. Turen fortsatte hen til Vest Amager langs Fasanstien og her så vi både råvildt, ravne blev hørt i baggrunden og adskillige mejse- og finkeflokke, men ingen overraskelser undtaget en sandsynlig lille korsnæb. Overraskelsen viste sig i form af en misteldrossel i hegnet. Langs hegnet stod adskillige fiskehejre og rødhalsen sang i det fjerne. Vi fortsatte op til diget ved Hejresøen, hvor en stor sjagger flok fik selskab af en art, som burde være længere syd på, nemlig stære. Solsort blev også iagttaget her mens Skovskaden fløj ind i skoven. En flok grønsisken fløj rundt i området pippende på den ret så karakteristiske måde. Turen langs diget til Klydesøen blev afbrudt af adskillige små flokke af grågås, kanadagås og bramgås. På havet så vi gråænder, knopsvaner, blishøns, hvinænder og toppede skalleslugere og over Pinseskoven observerede vi de første rovfugle, musvåger. Ved Klydesøen kunne vi høre storspove og se jagende Blå Kærhøg (3 stk), en rastende vandrefalk som efterfølgende blev set jagende efter en dværgfalk. Dværgfalken undveg og til vores store fornøjelse satte den sig på en sten, hvor vi i ro og mag kunne iagttage den i teleskopet. Tilbage langs hejresøen så vi gulspurv og grønirisk. Turen tilbage igennem skoven gav ingen nye arter for turen men ialt fandt vi ca 50 arter og det er faktisk fint.
Tak for en hyggelig tur. Stefan og David