På spidsen af Sjællands Nordkyst finder man Gilleleje, en havneby omgivet af hav mod nord og et bakket landbrugsområde mod syd. Området samler hvert forår et fugletræk bestående af tusindvis af rovfugle og hundredtusindvis af småfugle m.m.
Her opleves trækfuglenes vandring mod de svenske og finske ynglepladser lige fra midten af februar med de første alliker, lærker og våger, gennem april og maj med de store rovfugle og småfugletræk, frem til juni med de sidste rørhøge, lærkefalke og sejlere. I denne periode står trækket på så godt som hver dag. Dog forekommer det i noget varierende grad.
Under sådanne forhold er Gilbjerg Hoved i den vestlige ende af Gilleleje-området den ideelle observationspost. Her samles folk da ved de bedste udsigtspunkter.
Småfuglene ses trække forbi i store flokke om morgenen. Opad dagen aftager dette træk som oftest og rovfuglene tager over. Til dette træk er Hesbjerg mod sydøst i øvrigt en glimrende lokalitet.
Lokaliteter:
Gilleleje-området rummer en række gode obspunkter for at observere trækket mod nord. Hvilket sted man skal stille sig afhænger helt af vind og vejr. Nedenstående findes en gennemgang af de fleste lokaliteter:
Gilbjerg Hoved
På ca. 40 ha er Gilbjerg Hoved en 33 meter høj moræneklint med tilhørende åbent vindeksponeret engområde og mergelgrave i den nordlige ende, der i midten af 1950´erne blev fredet. I dag er området udpeget som EU-habitat bl.a. på grund af sin atlantiske kystvegetation.
Området er en bakket græsklædt slette med indslag af eg, birk, pil, hvidtjørn, slåen og gyvel, og huser mange interessante planter og sommerfugle. I den østlige ende ligger Solsortesøen med andre fugtige områder. Området er her mere frodigt og som konsekvens sprunget i krat. Ud til klinten går et ældre ege-, birke-, fyrrehegn, hvor skrænten ligger - nogle steder tilgroet og andre steder nøgen. Mod syd er der gødet mark, hvor der i sommerhalvåret, går køer.
Gilbjerg er kendt for at have et unikt småfugletræk og være en fremragende lokalitet for mindre rovfugle såsom falke og spurvehøge. Disse kan komme i store tal specielt i friske nogle gange ligefrem hårde vinde fra øst til syd.
På det hovedsaligt åbne område er der en række udsigtspunkter. Specielt benyttet til småfugle-/morgenobs er der Gilbjerg Stenen. Denne ligger som en åbning i hegnet langs kysten, hvorfra man har en fin havudsigt både - mod det åbne hav i vest og den svenske Øresundskyst i øst. Da man står i et hul i hegnet, er udsigterne ind over land begrænset. Her findes kun ordentligt udsyn direkte mod syd ind over markerne og Gribskov, mens fugle fra trækretningen vest og sydvest først kan ses når de kommer ind over pletten. Stedet her er bedst i kraftige fralandsvinde, hvor fuglene presses ud over kysten. Her er gode læ muligheder specielt i østen- og vestenvind, men ved sydlige vinde, må noget af udsigten ind over land ofres, hvis man skal være ude af vinden.
Lidt længere inde i den vestlige ende af området ligger Bakken. Herfra har man fint udsyn hele vejen ind over land, hvor hegnet dog blokerer for havudsigten. Mod nordvest står nogle gamle opstammede fyr. På nordskråningen af bakke, kan man få et noget fragmenteret havudsyn gennem fyrrestammerne. Bakken bruges mest op ad dagen til rovfugleobs, men er desuden glimrende om morgenen, hvor småfuglene ofte kommer i en bane over hegnet i medlys. Da Bakken er det højeste, faste punkt på Gilbjerg, er den et meget udsat sted og uden læmuligheder.
I det østligste hjørne, hvor den græssede mark støder op til det ugræssede, ligger "Hjørnet." Dette er det klassiske rovfugleobservationspunkt på Gilbjerg under ideelle forhold. Let hævet over det meste af overdrevsområdet, har man en fin udsigt både ind over land, mod vest og ud til hegnet. Da man dog sidder lige ved skellet til sommerhusgrundene, som går nord syd, har man ikke megen udsigt mod øst, hvor man ellers ser de passerede fugle. Til småfugletræk er Hjørnet mindre velegnet, da disse ofte går ude langs kysten, og man er for langt inde i land. I vinde mellem sydøst og øst er man på dette sted i læ, og det er oftest under disse vindforhold, stedet er bedst. Her kommer mange af rovfuglene lige nord for (presset af vinden), over det det ugræssede terræn i fint medlys. Til de fugle, der går lavt på den anden side af hegnet, er man dårligt stillet i Hjørnet.
Udover disse punkter på Gilbjerg, ligger der et punkt nord for Dansk Folkeferies feriecenter, som grænser op til den vestligste del af Gilbjerg Hoved. Dette punkt er et lille plateau, hvor man står noget lavere nede end ved Gilbjergstenen. Her har man en fin havudsigt, hvor man så også kan dække mere havoverflade per kikkertfelt, da man står tættere på havoverfladen. Dog er udsynet ind over land lidt begrænset, mens udsigten mod vest er den klart bedste. Med mindre man er på decideret medmindre man er ude efter hav- og stormfugle, skal vinden være kraftig fra sydlig og sydøstlig retning for at dette kan være en fordel.
Desuden kan der være et fortrinligt småfuglefald, hvor området omkring Solsortesøen er godt til bl.a. Stor Tornskade, Bynkefugle, Drosler (deriblandt Ringdrossel), Sangere m.m. Resten af området kan være spækket med Bynkefugle, Rødryggede Tornskder, Stenpikkere og andre småfugle.
Adgang: Gilbjerg er åbent for færdsel på alle årstider. Beliggenheden er vest for Gilleleje by. Den smukkeste måde at komme til Gilbjerg Hoved på, er ved at gå eller cykle ad den 2 km. lange Gilbjergsti, der tager sin begyndelse på Vesterbrogade i centrum af Gillleje by. Her kan man rigtig fornemme kysten og stigningen op til Sjællands nordligste punkt.
I bil fra Hillerød (via Gillelejevejen) kører man mod Gilleleje by, fortsætter ind mod byen, og via rundkørslen ved stationen kører man ligeud ad vejen mod vest og Rågeleje. Et par hundrede meter efter Gillelejes bygrænse finder en lille P-plads i sydenden af området. Herfra man går man ad stier ind i det fredede område med Gilbjergstenen lige Nord for.
Der er også gode muligheder med offentlige transportmidler. Toge kommer fra Hillerød og Helsingør til Gilleleje station, som ligger ca. 2 km fra Gilbjerg. Desuden kommer busserne 341 og 342 til Gilleleje-Helsinge forbi Dansk Folkeferie.
Hesbjerg
Hesbjerg ligger godt 1 km inde landet syd for Nakkehoved. Med sin fabelagtige udsigt både over til Sverige, hen til Hornbæk, ned mod Gribskov og Hellebjerg, ud mod Vejby, Gilbjerg og længere ude Hesselø, er Hesbjerg det højeste punkt i Gilleleje-området med en højde 50 m.
På toppen af bakken står en gravhøj med lidt buske og småtræer. Herfra ses oftest det bedste rovfugletræk i Gilleleje. Da det er specielt godt ved svage til lette vinde, kan man som regel se en del flere af de større svævere såsom våger, glenter og traner end ved Gilbjerg. Det plejer også at være ved Hesbjerg Havørnene kommer, når de trækker gennem området. Desuden har Hesbjerg vist sig som et glimrende sted for kærhøge.
Man kan altid finde læ på Hesbjerg, da man kan bevæge rundt om gravhøjen til ud af vinden. I sydlige vinde står man i læ på nordsiden, hvor fuglene så passerer fra vest til øst lige nord for bakken. Her har man et smukt medlys, og det er også under disse forhold Hesbjerg er bedst. Ved en nyopstartet sydvestenvind er Hesbjerg ofte et suverænt rovfugletræksted på Sjælland. Generelt plejer nordlige vinde at være mindre gode for lokaliteten. Man kan dog aldrig vide, og nogle gange kan nordenvinde (så længe den ikke er kraftig), som man ellers skulle mene ville presse fuglene mod syd væk fra Gilleleje, give overraskende flotte tal.
Som lidt af en indlandslokalitet er Hesbjerg ikke specielt god til småfugletræk. Her er Gilbjerg bedst, dog nogle gange med undtagelse af engpiber, som kan komme i flotte tal ved Hesbjerg.
Adgang: Man har fri adgang til gravhøjen, hvor der går en markvej ud til, men man må selvfølgelig ikke træde på de omkringliggende marker. Med bil kan man let komme til Hesbjerg. Ved at dreje til ind ad Bregnerødvej fra Gillelejevejen kommer man til en lille sidevej til venstre, Hesbjergvej, hvor man for enden kan parkere med blot 100 m til gravhøjen.
Som et trinbræt for Gilleleje - Hornbæk - Helsingørtoget ligger Firhøj st. syd for med blot 10 minutters gang til Hesbjerg. Vejen derfra går direkte mod nord i udkanten af sommerhusområde, og ligger i forlængelse af Hesbjergvej.
Havnen
På øststranden ved Gilleleje Havn har man en fin udsigt ud til Nakkehoved og Hornbæk og mod vest. Den er meget lidt benyttet til at se på træk. Men i sydlige vinde kan det være godt. Man både kan se det "Hesbjergtræk", som trækker ud ved Nakkehoved og mange af fuglene ude fra Gilbjerg som kører langs kysten samtidig med, at man kan se fuglene ude over havet langt ned i Sundet. Desuden er der ofte mange måger og andre fugle at se på i Havnen.
Nakkehoved
I det fredede område omkring Nakkehoved Fyr er der rigelige muligheder for kratluskning - Dette gælder både sangere, drosler, fluesnappere, mejser m.m. Desuden kan der også ligge mange svaler og fouragere i området.
Der er fine parkeringspladser, man kan komme til ved at dreje af fra vejen til Hornbæk. Der går også bus til og fra Gilleleje station, men man kan også tage en rask gåtur fra byen ad stien langs kysten. Går trækket langt mod nord ved Hesbjerg, kan overdrevet mellem kystvejen og den østlige halvdel af Nakkehoved være god. Trækket er dog meget lidt undersøgt her.
Seneste kommentarer
16 uger 2 dage siden
16 uger 4 dage siden
21 uger 6 dage siden
29 uger 1 dag siden
34 uger 1 dag siden
34 uger 1 dag siden
35 uger 2 dage siden
46 uger 6 dage siden
49 uger 1 dag siden
49 uger 4 dage siden